3. juni 2014: SG Talenter

SG-elever gennemførte Science Talent College

SG nyhed talenter 2875b2842e3.jpg

 

5 studerende fra Silkeborg Gymnasium var blandt de talenter, der i weekenden fik overrakt det synlige bevis på, at de har gennemført ScienceTalent College på Mærsk Mc-Kinney Møller Videncenter i Sorø – et flerårigt læringsforløb for gymnasieelever med særlige talenter inden for det naturvidenskabelige område.

Solen skinnede i weekenden på 51 af landes dygtigste gymnasieelever, da de fik overrakt velfortjente diplomer for at have gennemført et talentforløb med afsluttende eksamen hos ScienceTalenter i Sorø. De glade unge og deres stolte familier har nu det konkrete bevis, at de unge talenter over tre år har deltaget i 8 såkaldte science camps og afslutningsvis prøvet kræfter med et selvstændigt forskningsprojekt.

Overrækkelsesceremonien foregik på ScienceTalenter ved det smukke Sorø Akademi, og det var ingen ringere en rektor for Aarhus Universitet, Brian Bech Nielsen overrakte diplomerne til de stolte unge mennesker.

”Talent forpligter” var en del af budskabet i Brian Bech Nielsens tale til talenterne, ”både hos de unge mennesker, men også hos universiteterne, der er forpligtet til at tage sig af talenterne ved at motivere og udfordre dem på deres vej gennem universitetet. ”

Talentchefen for ScienceTalenter og ansvarlig for lørdagens arrangement, Hanne Hautop, var da også både stolt og glad for den succesfulde afslutning for den første årgang af ScienceTalent College.

”Hos ScienceTalenter er vi utroligt imponerede over de evner og det store engagement, som deltagerne i ScienceTalent College har udvist”, udtaler hun.

”Jeg er ikke i tvivl om, at disse talentfulde unge mennesker har en lovende fremtid foran sig. Mange af dem vil i de kommende år blive en del af del af det naturvidenskabelige forskningsmiljø hos de samarbejdspartnere, som har muliggjort forløbet” fortsætter Hanne Hautop og henviser til de fire Universiteter, som ScienceTalenter har samarbejdet med for at skabe det nu afsluttede talentforløb.

ScienceTalent College er et fast program hos ScienceTalenter i Sorø, og to andre årgange med i alt 120 unge talenter fra landets almene og tekniske gymnasier er i gang med et tilsvarende forløb. Forløbet er blot ét blandt mange tilbud til unge naturvidenskabelige talenter mellem 12 – og 20 år som ScienceTalenter til daglig arbejder med.

 

Faktaboks:

· ScienceTalent College er et flerårigt projekt for 60 udvalgte gymnasieelever med særlig talent for science, teknologi og matematik.

· Talenterne og har deltaget i 8 camps hos ScienceTalenter i Sorø, hvor de har arbejdet med alt lige fra hjernekemi til grøn teknologi og 3D-print i samarbejde med 4 af landets universiteter: SDU, KU, DTU og AU.

· Som afslutning på forløbet har talenterne lavet et forskningsprojekt i et selvvalgt emne. Mange af talenterne har i den forbindelse været i kontakt med videnstunge virksomheder og universitetsforskere

· Talenterne kommer fra 13 almene og tekniske gymnasier fordelt over hele landet. Bagsværd Kostskole og Gymnasium, Hasseris Gymnasium, HTX Køge, HTX Skive, Morsø Gymnasium, Nørresundby Gymnasium og HF, Nærum Gymnasium, Ribe Katedralskole, Risskov Gymnasium, Silkeborg Gymnasium, Teknisk Gymnasium Selandia, Vestjysk Gymnasium Tarm og Aalborg Tekniske Gymnasium.

· ScienceTalent College er støttet af Industriens Fond og Undervisningsministeriet.

· Se mere på www.sciencetalenter.dk