3. december 2015

Samf masterclass på ekskursion til Århus

MasterClassSamf.jpg

Af Janus Elmstrøm Lauritsen, 2.r

Silkeborg Gymnasiums masterclass i samfundsfag var forleden på ekskursion i Århus, hvor eleverne, som alle har det til fælles at de er interesserede i og har et højt niveau i samfundsfag, fik mulighed for at arbejde på en anden måde, end de til dagligt gør på skolebænken. Eleverne var først et smut på Jyllands-Posten, hvor Premiumredaktør Viggo Ravn fortalte om avisbranchens udfordringer ved digitaliseringen og gav et indblik i, hvordan man forsøger at konkurrere med de nye og moderne internetmedier.
Herefter gik turen til Moesgaard Museum hvor to antropologistuderende introducerede eleverne for en anden form for metodearbejde, end den som eleverne kender fra samfundsfagsundervisningen i gymnasiet. Slutteligt kunne såvel elever som lærere slå ørene ud og nyde en spændende rejse rundt i forskellige kulturer gennem historien ved Moesgaards flotte udstillinger.