19. marts 2015

Lærerig studietursforberedelse med hyggeligt twist i 2m og 2u

Rødbeder.jpg

Af Julie Hyldgaard Petersen 2m, Ditte Vestergaard Hansen 2m, Anna Elisabeth Holm 2u, Julie Lundtoft Kristensen 2u.

På et tidspunkt i 2.g tager alle klasser på SG på studietur. Vi har i 2.m og 2.u studieretningen Biologi A - Idræt B - Mat B og skal sammen til Barcelona, hvor vi bl.a. skal beskæftige os med ølbrygning. Som optakt til studieturen, har vi i de to klasser sammen med vores biologilærere Gitte Lohmann og Charlotte Østerby brugt en fredag eftermiddag/aften på gymnasiet - både for at lære hinanden bedre at kende, men også for at lære om ølbrygning, da vi i Barcelona skal besøge et ølbryggeri, der producerer øllen Estrella Damm, og en vinbonde, der producerer Cava.
Biologidagen startede lige efter middag, hvor vi alle mødtes til en kort introduktion og lærte om ølbrygning i grove træk.
I løbet af eftermiddagen lavede vi flere småforsøg for at forstå de forskellige processer i ølbrygningen. Bl.a. kiggede vi på, hvordan alkohol bliver dannet ved gæring, og hvordan alkohol kan ødelægge en cellemembran. For at undersøge, hvordan alkohol påvirker celler, undersøgte vi, hvordan forskellige koncentrationer af ethanol påvirker rødbeders cellemembran. Vi fandt ud af, at jo højere ethanol- koncentrationen er, jo mere vil cellemembranen blive gennemtrængelig, og der vil sive mere rødt pigment ud af rødbeden. Dette kan sammenlignes med, hvad der sker i kroppen, når vi indtager alkohol. Her forstyrrer ethanol cellemembranen i nervecellerne, hvilket resulterer i, at impulser sendes langsommere eller går tabt. 
Vi undersøgte også gennem andre småforsøg, hvordan gærceller kan udnytte den energi, de får i form af kulhydrater. Vi arbejdede med sukrose, men i ølbrygning bruges stivelse fra byg, som allerede inden det tilsættes gær nedbrydes til simple kulhydrater af enzymer, som findes i byggen selv.
Formålet med dagen var - ud over at få faglig viden om ølbrygning og gæringsprocessen - også at ryste os sammen på tværs af de to klasser og lære hinanden bedre at kende inden studieturen. Derfor bød dagen også både på kaffe og kagehygge og fælles afslutning med pizza. Efter en spændende, hyggelig og lærerig dag er vi i 2.u og 2.m nu klar til at tage til Barcelona og glæder os til at se teorien i praksis.

Ølbrygningsforsøg, 2u og 2m

Ethanolkoncentrationer.jpg Brød.jpg Forsøg.jpg