20. september 2016

2i’s besøg af gymnasieelever fra Zagreb

Zagreb.jpg

I 2i har vi lige sendt vores kroatiske gæster afsted med både Tollundmanden og Papirmuseet i bagagen som sidste indtryk fra Søhøjlandet. Vi håber og tror, at de har haft nogle glade og lærerige dage hos os, hvor de bl.a. med overværelse af undervisning på SG og indkvartering privat i 2i har set og forstået, at livet former sig ganske anderledes her end på XVI. Gymnazija og i Zagreb generelt.

På lignende måde har vi i 2i fået øjnene op for både en anden undervisningskultur og en noget anderledes livsstil. Noget så selvfølgeligt som at cykle til skole, skal pludselig ses i et ganske andet lys, når man beder sin kroat om at snuppe ekstracyklen i garagen. Det kan tage rigtig lang tid at nå frem.

Besøget har derudover fået os til at tale en masse engelsk. Så… hvis vi skal tælle plusser og minusser ved vores til tider ret uoverskuelige til andre tider rigtig sjove og spændende uge, vinder plussiden klart. Besøget har f.eks. bidraget positivt til klassefællesskabet. Men det har været hårdt, så nu glæder vi os til, at det bliver vores tur til at være gæster hos dem i Zagreb i 3.g.