19. september 2017

Masterclass samfundsfag i København

20170907_133250.jpg
Den lokale MF'er Thomas Jensen (S) viser rundt på Christiansborg

Af Tammi Lyngaa, 3.i, elev på masterclass Samfundsfag

Lydniveauet og spændingen steg i takt med, at toget nærmede sig Københavns Hovedbanegård da 22 samfundsfaglige elever fra SG onsdag den 8. september tog på ekskursion. En blandet gruppe fra 2.g og 3.g trodsede skybrudslignende vejrtilstande og deltog i forskellige aktiviteter i hovedstadsområdet.

Efter en hyggelig første aften, hvor gamle og nye engagerede sjæle blev rystet sammen, bød torsdag morgen på en rundtur i Vesterbro-kvarteret med den tidligere hjemløse, Sami. En usædvanlig guidetour i København, såkaldt "Poverty Walk", fortalt med Samis 51-årige lange livshistorie gjorde indtryk på mange af eleverne. Kontrastivt til turen på Vesterbro bød dagen ligeledes på et besøg på Christiansborgs Slot med en privat rundvisning af socialdemokraten, Thomas Jensen. Her blev blandt andet diskuteret togdriftsaftale samt demens-skandale. Aftenen blev afsluttet i DR-byen, hvor eleverne overværede "Debatten" med Clement.

Næste morgen blev regnen atter trodset for en tur mod Udenrigsministeriet, hvor Anne Tind Harre holdt oplæg omkring Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske strategi. Rusland og Krim-situationen blev vendt med stor interesse og mange relevante spørgsmål fra masterclass-deltagerne, før turen gik mod Frederiksberg og Ungdommens Folkemøde - en årlig, demokratisk festival for unge, hvor nutidens problemer løses med fremtidens borgere gennem samtale og fællesskab. Her blev den demokratiske deltagelse og medborgerskab udforsket i FN-standen, hvor der blev dystet i "Ulighedsspil". Mange gode ideer i forhold til FN-systemet blev afprøvet, og konstruktive forslag blev fremsat under spillet, hvorefter interne forskelle på de enkelte nationers indflydelse i organisationen blev vurderet i samarbejde med arrangørerne i standen.

Turens mange spændende aktiviteter blev evalueret på den lange togtur hjem til Silkeborg som afslutning på en særdeles interessant og begivenhedsrig ekskursion til København.

Masterclass samfundsfag, Kbh 2017

20170908_130233.jpg 20170907_194011(0).jpg