Grin, smil og eftertænksomme blikke

Teaterbattle

dramatik 1.jpg
Babushkadukker med mindreværdskomplekser
Lucas Kruse Kristiansen, student fra SG
fortæller om "Teaterbattle 2013" – En efterårsferie fyldt med sjov og spas


Da jeg første gang hørte ordet, ”Teaterbattle”, forestillede jeg mig et billede af to teatergrupper, der skiftevis battler med deres stykke overfor hinanden. Da jeg og min teatertrup bevægede os over til Køge i dette års efterårsferie til Teater Mungo Parks teaterkonkurrence, blev jeg bekræftet i dette billede – og tusinde af glade minder og tanker har sat sig fast på min nethinde.
Teaterbattle var på mange måder en rigtig god oplevelse for mig som teaterinteresseret gymnasieelev på Silkeborg Gymnasium med den kunstneriske linje Samf A, Eng. A, hvor drama indgår på B-niveau og derfor fylder meget i hverdagen.

Sommerfugle i maven
Da jeg og de ti andre spændte elever fra gymnasiet satte os i toget torsdag d. 17 oktober kl. 09:04 fra Silkeborg Station var det ikke kun sommerfuglene, der pressede på, men også nervøsiteten, der buldrede inde i vores hoveder. Vi havde de sidste to måneder skabt tre forskellige teaterstykker, der hver især fortalte en historie, og vi havde givet meget af os selv til dette projekt. Nervøsiteten var ikke forgæves og endte med at hjælpe alle tre grupper, og da vi fremførte vores forestillinger, var der både grin, smil og eftertænksomme blikke i luften, krydret med gode råd og fine kommentarer fra dommerne, heriblandt skuespillerne Pilou Asbæk, og Iben Hjele
Jeg husker tydeligt den spænding, vi alle tre havde fra min gruppe, da vi stod omme bag gardinet til scenen. Klar med badehætter, dukke-makeup og vores sjæl investeret i det stykke, vi havde skabt. Det at stå på scenen var en stor oplevelse i sig selv, og jeg husker tydeligt den glæde og den overvældelse, der fyldte mit hoved, da jeg trådte ud på scenen og de mange klapsalver og hujen, der kom mig og min gruppe i møde fra et veloplagt publikum.

Sociale omgivelser og finurlige kreativiteter
Alt i alt har Teaterbattle 2013 været en supergivende oplevelse for mig og for os alle sammen. De mange spændende og kreative mennesker, der tilmeldte sig til konkurrencen osede af vilje og glæde ved det teater, som min inderste teaterflamme brænder for. Det var en så spændende og udfordrende oplevelse, som har givet mig meget med på vejen og helt sikkert en god mulighed for alle teaterglade unge mennesker fremover. Dertil kommer også det gode sammenhold, os 11 deltagende i projektet havde. De aftener, hvor vi viste stykkerne for hinanden, smil på gangene på Danhostel i Køge og ukulele-stunderne på togturerne, når vi skulle af sted på de fire workshops, der blev afholdt med professionelle skuespillere, scenografer, dramatikere og teaterinstruktører som inspiration forud for konkurrencen.

Jeg har været meget glad for denne oplevelse, fordi det er en super god mulighed for at lære nye mennesker at kende, for at networke med teatermiljøet, og for at turde sætte sig selv på spil- ting som helt sikkert har givet mig en god ballast fremover i forhold til en eventuel fremtid i teaterbranchen, såvel som socialt og kompetencemæssigt.