26. November 2021

Lanciersfest for studenterne fra årgang 2020 og 2021

Kære SG-studenter fra 2020 og 2021

Pga. COVID-19 gik I desværre glip af en række sociale arrangementer her på Silkeborg Gymnasium, bl.a. den traditionsrige lanciersfest og den koncert med Gilli, I havde vundet gennem Røde Kors-indsamlingen i efteråret 2019.
Vi vil derfor invitere jer alle til lanciersfest med efterfølgende Gilli-koncert på SG fredag d. 26. november 2021. Vi indleder aftenen med at danse lanciers i Hal 2, hvorefter der vil være dækket fint op til spisning i bl.a. kantineområdet. Kvadrillerne til lanciers laver vi på dagen. Har I brug for at øve lanciers-trinnene derhjemme inden, kan I se en instruksionsvideo til 1. tur her (åbner i nyt vindue) og til 2. tur her (åbner i nyt vindue).

For at sikre en god afvikling af både ankomsten og lanciers, skal de respektive årgange ankomme i forskellige tidsrum:

Kl. 16.00-16.30: SG-studenterne fra 2021 ankommer til festen og danser lanciers.
Kl. 17.00-17.30: SG-studenterne fra 2020 ankommer til festen og danser lanciers.

Bemærk, at I bedes ankomme i ”almindelige køretøjer” (og ikke diverse kreative køretøjer, som der er tradition for, når lanciers afholdes i Jysk Arena), og at forældre/familie desværre ikke kan tage del i hverken ankomst eller lanciers, da arrangementet afholdes på SG.

Billetter til arrangementet købes på Safeticket via SG’s hjemmeside her (åbner i nyt vindue), og sidste frist for tilmelding er søndag den 14. november. Billetprisen er 295 kr. og dækker bl.a. udgifter til mad, servering, scene, vagter og busser til midtbyen efter festen.

Husk at udskrive billetten og medbringe billed-ID til festen, der udelukkende er for tidligere SG-studenter fra 2020 og 2021. Billetten vil blive scannet ved indgangen, og der vil være check af billed-ID.

Vi sender mail ud med relevant praktisk info til alle tilmeldte i uge 46.

Vi håber på at se mange af jer til en hyggelig og festlig aften her på SG.

Med venlig hilsen
Liva Bremerstent, Martin Kjeldtoft, Lasse Pedersen, Michael K. Møller og Flemming Glerup